Lær den elektroniske musik at kende med Strøm

Strøm, der er Danmarks institution for elektronisk musik med mange årlige aktiviteter på Frederiksberg, guider dig her ud i den elektroniske musiks mange genrer med to playlister.

Har du altid haft lyst til at lære den elektroniske musik (bedre) at kende, så læs og lyt med, når Christina Majcher, Simone Smokey og Frederik 2000F fra Strøm præsenterer dig for den elektroniske musiks mange udtryk gennem tekst og playlister.

Først får du en overordnet indføring i ti hovedgenrer, som findes under paraplybegrebet elektronisk musik, og derefter kan du tage et dybere dyk ned i den elektroniske musiks mange forgreninger.

Ti hovedgenrer i elektronisk musik: Strøms korte intro

Techhouse, forest, neurofunk, psydub. Det elektroniske musiklandskab er et vidtforgrenet og voksende netværk af stærke knopskud, viltre undergenrer og sammenfiltringer. MEN der er nogle hovedkategorier, som er gode at kende, når du skal navigere rundt i urskoven. Christina Majcher fra Strøm har skåret benhårdt igennem og udvalgt ti tracks, som repræsenterer hver deres hovedgenre:

TECHNO
Ben Klock: "Subzero"
Vi starter med det umulige: At vælge ét track, der skal repræsentere en så gigantisk og varieret genre som techno. Hvad der gør det mere forvirrende er, at ordet ’techno’ også ofte er blevet brugt som synonym for elektronisk musik som sådan. Techno opstod i Detroit i sen-80erne. Tænk tomme industrihaller, storby, lyden af maskiner, undergrundsraves i forladte lagerbygninger. Ben Klock blev i 2005 resident-dj på Berghain i Berlin, som stadig er den mest berømte technoklub i verden. Tracket ’Subzero’ er fra 2015.

HOUSE
Maya Jane Coles: "What They Say"
Techno opstod i Detroit, house I Chicago. House har rødder i discoen og har typisk lavere tempo end techno, en mere bouncy bas og flere vokaler. Vi er stadig i storbyen, på klubberne, og der bruges også Roland TR-707-trommemaskiner og 303-synthesizere, men lyden er varmere og mere ’menneskelig’.

PSYTRANCE
Supermodule & Martian Arts: "This is an Illusion"
Og så skal vi udendørs! Psytrance opstod på hippie-strandene i Goa i 90erne, og psytrancere danser helst stadig under åben himmel. Vi skal op på tåspidserne, langt ud i naturen og ud i kosmos. Samples handler om aliens, fjerne planeter og psykedelika, musikken opfordrer til trance-dans og rejser i parallelle dimensioner, og dekorationerne er farvestrålende, fluorescerende fraktalkunst, som udfordrer synssansen.

PROGRESSIV PSYTRANCE
Beat Bizarre: "The New Breed"
Og hov, nu hopper vi alligevel ned i hvad man kan kalde en ’undergenre’, men altså: Et af de største pladeselskaber i verden inden for psytrance-genren er dansk: Iboga Records. De fokuserer på det, man kalder ’progressiv psytrance’, her eksemplificeret med (ligeledes danske) Beat Bizarres mesterværk ’The New Breed’ fra 2001. Lyden er mere minimal end den ’oprindelige’ psytrance med lavere bpm (beats pr. minut). I dag har (store dele af den) progressive psytrance udviklet sig i en lysere og mere melodisk retning.

JUNGLE
Origin Unknown: "Valley of the Shadows"
Tilbage til storbyen: Jungle opstod I London i 90erne og overtog undergrunden med sin mørke gade-lyd fyldt med sirener, pistolskud og masser af samples fra gyser- og scifi-film på en bund af komplekse breakbeats og dyb bas. ’Valley of The Shadows’ er en kæmpe klassiker fra 1993, produceret af duoen Origin Unknown (Andy C og Ant Miles). I 1993 havde junglescenen stadig ikke ramt massemedierne (det skete i 1994). Nu spiller Andy C gigs over hele verden og kan fylde et stadion (dog med en noget anden lyd).

DRUM’N’BASS
Phace: "Strange Science"
Da jungle ramte musikmedierne i 1994, voksede genrens tidligere kælenavn drum’n’bass frem som den dominerende genre, efterhånden som producerne bevægede sig over i et mere tech’et lydlandskab med færre ragga- og dancehallreferencer. Bemærk, hvordan der er ’ryddet op’ i jungle-genrens vilde og komplekse trommemønstre. Tyske Phace er en mester inden for genren.

DUBSTEP
N-Type: "Dark Matter"
Endnu en genre med rødder i London, som voksede frem fra drum’n’bass- og UK garage-scenen i starten af 00’erne. Nu med halveret tempo og fokus på den dybest tænkelige, indvolds-rystende bas fra meterhøje højtalertårne. I starten af 10erne slog genren kommercielt igennem. ’Dark Matter’ er en herligt mørk og dyster sag fra 2009.

AMBIENT/CHILLOUT
Autechre: "Silverside"
Musik til sofaen og chillout-rummet. Musik, du kan ligge og lytte til i græsset, mens du stirrer storøjet op i himlen til Stella Polaris. Musik, du kan forsvinde i, men som ikke nødvendigvis trænger sig på. Hvis der er beats i numrene, er de langsomme, tilbagelænede og efterlader rum i hjernen til meditative drømmerier. I dette Autechre-mesterværk lister de første beats sig først ind efter et minut og syv sekunder.

ELECTRO
Grammar of Movement: "Sad Juno"
Egentlig er electro en ’gammel’ genre fra de tidlige 80ere med rødder i meget tidlig hiphop og Roland TR-808-trommemaskinen. Men den her udgivelse fra 2020 af den dansk-iranske musiker Grammar of Movement er simpelthen indbegrebet af electro-lyd: Den spinkle og lidt sørgmodige 80er-synth, de funky og synkoperede trommerytmer.

UK GARAGE
Dusky & El-B: "Bubblin’"
Hvis man ville undslippe det høje tempo (170 beats pr. minut) i junglerummet I 90erne, kunne man drible ind på det mindre dansegulv I nabo-rummet og danse til bouncy garage-beats på 130 bpm. Omkring årtusindskiftet ramte UK garage hitlisterne og er siden knopskudt I genrer som grime og UK funky.

Et dybt dyk ned i den elektroniske musik: Strøms lange intro

Så er det tid til et deep dive ind i den elektroniske musiks fantastiske verden. Vi har udvalgt 70 tracks til at introducere dig til genren. Mere kunne også have gjort det, men mindre nok ikke, for genren spænder vidt. I hvert fald hvis du spørger os to fra Strøm, Simone Smokey og Frederik 2000F.

Meningen med vores playliste er at vise den elektroniske musiks mange forgreninger gennem en nu snart 100-årig udvikling. Fortid, nutid, fremtid. Hele vejen rundt om smukke Moder Jord, på tværs af kulturer, kulører og køn, sætter den elektroniske musik rødder og blomstrer i et utal af udtryk.

 Ja, det lyder måske lidt trippet, men prøv lige at give vores playlist en lytter. Måske er 70 tracks slet ikke nok. 

Et dyk på tværs af landegrænser og undergenre 
Vores playliste kan måske virke rimelig blandet. Fra ultra hård ravemusik til oldgamle lydeksperimenter og med inspiration fra et utal af andre musikkulturer. Og når vi nævner Moder Jord, så mener vi det.

Musikken på playlisten stammer fra Japan, Sydafrika, Grenada, Kina, USA, Jamaica, Tyskland, Palæstina, Israel, Mexico, Indien, Tunesien, Storbritannien, Cameroun, Brasilien, Holland, Tanzania, Argentina, Angola, Canada og Danmark. Måske et par lande mere, men det er deromkring.

Og hvis vi lige skal fortsætte opremsningen, så lad os da også smide nogle undergenrer på bordet. På playlisten har vi psytrance, gqom, drum n bass, grime, lydkunst, steppas, amapiano, dub, hitech, juke, footwork, jungle, electro, musique concrète, baile funk, grime, jab jab, dub techno, singeli, acid house, ambient, drill, noise, happy hardcore, broken beats, 2-step, rumlig musik, deep house, melodic techno, gabber, uk garage, psycore, jersey club, kuduro, hurtig-trance, bounce, københavner-techno, århus-house og en masse andet.

Den slags opdeling er dog både langhåret og op til personlig fortolkning. Altså, ét bestemt track kan være indenfor den overordnede elektroniske musikgenre, strække sig over flere undergenrer og samtidig trække på inspiration fra helt andre musikalske verdener.

Og så er der dem, der slet ikke synes det samme som dig og mener, at det pågældende track er en helt anden undergenre. Det er selvfølgelig vigtigt. Det bliver bare en laaaang historie, så videre. Lyt til musikken, vi håber du kan lide vores playlist. Dyb lytter!

Om Strøm
Vi elsker musik, særligt den elektroniske slags. Sammen med mange gode kollegaer skaber vi bl.a. Strøm Festival, der i år finder sted 22-25. august på tværs af Frederiksberg og København. Derudover præsenterer Strøm også undervisning, koncerter og videndeling hele året rundt, bl.a. i januar med en 24 timers koncert i Cisternerne. Og ja, elektronisk musik er Strøms og vores egen drivkraft.
Simone Smokey, Frederik 2000F og Christina Majcher 

@strmdk
www.strm.dk