Mød Kirsten Thorup den 13. marts
Kirsten Thorup (f. 1942) har igennem et halvt århundrede markeret sig som en skelsættende litterær kraft i dansk litteraturhistorie. Hendes store romanserie fra 1970'erne og -80'erne om Jonnas kamp for at finde fodfæste (Lille Jonna (1977), Den lange sommer (1979) Himmel og Helvede (1982), Den yderste grænse (1987)) var regulære blockbusters. Bøgerne gav et stort publikum en medfortælling om frigørelsens vingesus og høje pris - ikke mindst for kvinder.
Senest har den nu 82-årige forfatter udgivet to stort anlagte romaner om Harriets færden gennem Tyskland og Danmark under Anden Verdenskrig (Indtil vanvid, indtil døden (2020) og Mørket bag dig (2023)) Den sidste er ganske spektakulært fortalt i anden person.
"-Skal vi gå en tur på gangen? fortsatte hun. Han rystede på hovedet og blev stående. Rådvild. Fortabt i det vildnis der kaldes alderdommen."
Ellen besøger sin far på plejehjemmet - Kirsten Thorup: 'Ingenmandsland' (2003), side 83
PLEJEHJEMMET I TEKSTEN
Onsdag den 13. marts 2024 får Biblioteket Frederiksberg besøg af Kirsten Thorup, når hun deltager i en eksklusiv læsekreds sammen med en sluttet gruppe af velforberedte læsere. Vi læser den kontroversielle roman Ingenmandsland (2003), og kalder det hele for Plejehjemmet i teksten. Som deltager kommer du helt tæt på en urkraft i nyere dansk litteraturhistorie, og du får mulighed for at vende din egen læsning af Ingenmandsland med andre skarpe læsere - og med forfatteren selv. I fællesskab dykker vi ned i de sætninger, der udgør romanen Ingenmandsland (2003), og udpeger bogens mange højdepunkter med fokus på plejehjemmet som samfundsinstitution, litterært motiv og mentalt rum.
Kirsten Thorup vil undervejs læse højt fra bogen, og vi vil sammen undersøge emner som familie, dialog, ældrepleje, samfundsstruktur, velfærd, vrede, fortælleforhold, komposition, køn, identifikation, demens, frihed, døden og meget, meget andet. Vi vil finde svar på, hvad "plejehjemmet" indebærer i teksten, og hvad det er ved Kirsten Thorups skrift, der har begejstret og forundret tusindvis af læsere gennem årene.
I Ingenmandsland benytter Kirsten Thorup en avanceret vifte af udsigelsessituationer - flere i ekstreme afarter - til at fremmane det umulige: Stemmen fra den kognitivt svækkede og næsten ordløse plejehjemsbeboer Carl Sørensen. Kirsten Thorup tilbyder læseren et kunstnerisk blik ind i demenssygdommen, i et lysende paradoks får den sprogløse et sprog.
TILMELD DIG
For at få én af de stærkt begrænsede pladser skal du skrive en mail til bibliotekets litteraturformidler Søren Langager Høgh (soho06@frederiksberg.dk). Fortæl meget gerne lidt om dine læsevaner og dit kendskab til Kirsten Thorups bøger.
Arrangementet henvender sig til dig, der er Thorup-fan men i lige så grad dig, der er førstegangslæser, og søger en dør ind i et stort og rigt forfatterskab. Der er få pladser, men til gengæld lover biblioteket unikke betingelser for en reel samtale mellem læser, forfatter og andre læsere. En mindre del af pladserne er reserveret til pårørende til mennesker med demens, som inviteres særskilt.
* Alle er velkomne. Eneste forudsætning er, at du er åben og nysgerrig på at læse. Du skal være klar til at løse et kortfattet forberedelsesmateriale og deltage i samtalen om teksten. Læsekredsen tager udgangspunkt i forberedelsesmaterialet, og det er ikke en forudsætning, at deltagere har læst Ingenmandsland i sin helhed forud for mødet, selv om det selvfølgelig er en god idé. Gruppen mødes én gang. Deltagelse er gratis
PLEJEHJEMMET I TEKSTEN
Læsekreds med Kirsten ThorupOnsdag den 13. marts 2023 19-21Biblioteket FrederiksbergArrangementet er støttet af Statens Kunstfond
• Læsekredsen mødes én gang• Deltagelse er gratis, tilmelding nødvendig, pladser fordeles efter først til mølle-princippet• Læsekredsen tager udgangspunkt i et kortfattet forberedelsesmateriale• Det er ikke nødvendigt at have læst hele Ingenmandsland (selvom det selvfølgelig er en god idé)
Tidligere læsekredse i samme format:
Hvor kendt er du på Frederiksberg - en demensbogÅse Eg (bogdesign), Mette Uldal (linoleumstryk), Anna Rieder (tekst)64 siderUdgivelsesdato: 16. marts 2024Bogen kan lånes på biblioteketBogreception 16. marts 2024 (med Peter Laugesen, Anna Rieder og festivitas. Enhver er velkommen. Tilmelding og mere info: fkb.dk/hvorkendtboglancering)